Farvel til et liv med smerter

Jeg besluttede mig for at prøve Senetensbehandling i S-form, efter 2 år med daglige smerter i stort set samtlige led i kroppen. Der var tale om gigtagtige smerter, som vandrede rundt i kroppen, og specielt knæ og albuer gjorde ofte meget ondt. Jeg tog smertestillende op til 4 gange dagligt – egentlig uden den store effekt. Til tider var smerterne i benene så stærke, at jeg ikke kunne gå, men måtte ned at ligge og hvile. Talrige undersøgelser hos reumatolog og neurolog med blodprøver, røntgenbilleder m.m. havde ikke kunnet forklare de massive smerter.

Før Senetensbehandling havde jeg prøvet både fysioterapi og zoneterapi uden effekt. Hverken zoneterapi eller 10 gange fysioterapi gav resultater, og fysioterapeuten mistænkte, at jeg måske havde sklerose.

Senetensbehandlingen gjorde en markant forskel fra allerførste behandling. De første gange varede effekten blot et par dage, men hurtigt blev den lindrende virkning mere varig. Selve behandlingen er noget smertefuld, men når jeg rejser mig fra briksen, føles kroppen let og fri. Jeg er efterfølgende træt og småfryser, men dagen efter vågner jeg med fornyet energi.

Jeg har arbejdet på fabrik i 15 år med gentagne, tunge løft, som har belastet hele min venstre side kraftigt. Hos S-form modtog jeg vejledning i afspændingsøvelser og holdningskorrektion, og jeg er overrasket over, at jeg med nogle enkle øvelser kan holde effekten af behandlingen. Jeg arbejder stadig med mange tunge løft hver dag, men det at jeg har fået forståelse for, hvordan jeg bruger kroppen, gør nu at jeg kan passe mit arbejde uden at få ondt.

Jeg har ikke længere konstante smerter. Venstre albue og knæ kan indimellem stadig gøre ondt, men resten af kroppen er smertefri. Jeg har som en værdifuld sidegevinst fået meget mere energi og er blevet lettere at omgås. Da jeg havde konstante smerter var jeg ofte temmelig irritabel og død-træt.

Jeg var begyndt at tro, at jeg skulle leve resten af mit liv med smerter – det tror jeg ikke mere!
Anette, 42 år