Ovenstående udsagn forekommer en kende fjollet. Men det er meget tæt på at være samme fejlslutning, vi alt for ofte laver, når det kommer til en diagnose som slidgigt.
Er det ordkløveri at insistere på tydelig tale i kommunikationene omkring smerter? Eller er det et svigt af den smerteramte at blande tingene samme? Få undertegnede ordkløvers tanker i den her artikel.
Fordelen ved en diagnose som slidgigt
Gigtforeningen deler i dag et klip med Tine Gøtzche, som fortæller om at få konstateret skævhed og slidgigt i hofterne. Klippet illustrerer tydeligt, hvorfor slidgigt er en ‘populær’ diagnose.
Udover at validerer smerterne fratager diagnosen den smerteramte for skyld og ansvar. Som Tine siger:
“Undersøgelser viste, at jeg er født med en skævhed i hoften, der gjorde, at det SKULLE ske. På et eller andet tidspunkt ville de hofter være slidt i stykker.
Det fritog mig fra ansvar. Jeg kunne ikke have gjort noget ved det. Jeg var havnet i den her situation. Og det var bare skideærgerligt.”
En diagnose kan hjælpe den smerteramte med en vigtig ting, som godt kan være svært. Nemlig at forstå, forklare og ‘bevise’ smerterne. Både for sig selv og andre.
Med diagnosen kan man nu sige, at man har ondt, fordi man har slidgigt. Det kan ses på røntgen eller scanning, og det er ikke ens egen skyld.
Bagsiden af diagnosen slidgigt
Tine beskriver det at få diagnosen slidgigt som en lettelse. Og det forstår jeg godt. Smerter kan ikke ses, og smerteramte oplever tit varierende grader af tvivl og mistro i forhold til smerterne og deres omfang.
For mange kan det desuden skabe utryghed ikke at kende årsagen til smerterne – fordi man så i højere grad kan føle sig usikker på, hvad man stiller op med dem.
Men hvad nu hvis der ikke er hold i den forklaring, vi giver den smerteramte?
Hvis vi tager fejl af, hvad årsagen til smerterne handler om – så sender vi den smerteramte ud af en skæv tangent. Her og nu skaber vi måske nok validering og betryggelse. Men på den lidt længere bane kommer i værste fald til at hindre en bedring af smerterne.
Der er nemlig en alvorlig ulempe ved at sætte lighedstegn mellem slidgigt og smerter og at tale om slidgigt som en diagnose, der kan konstateres på røntgen eller scanning.
For hvad taler vi egentlig om, når vi taler om slidgigt?
Slidgigt – hvad betyder det egentlig?
Taler vi om slidgigt som noget, der kan ses på røntgen eller scanning? Eller taler vi om slidgigt som en diagnose, som stilles på baggrund af flere forhold?
Begge dele – viser det sig tit. Både smerteramte og læger / smerteprofessionelle bruger ordet lidt i flæng.
Det, der typisk ses på røntgen eller scanning, når der konstateres slidgigt, er såkaldt degenerative forandringer. ‘Degenerativ’ betyder, at noget svækkes eller mister funktion. Som når f.eks. huden mister sin elasticitet og bliver rynket.
I smertevidenskabelige studier beskrives degenerative forandringer konstateret på røntgen / scanning flere steder som normalt forekommende aldersforandringer. Som ‘rynker på indersiden’ – og ikke pr. definition årsag til smerter.
Alligevel omtales disse forandringer ofte som slidgigt; f.eks “Røntgen viser udtalt slidgigt.” Men slår man diagnosen slidgigt op, vil man se, at den stilles på baggrund af
- symptomer
- fysisk undersøgelse
- røntgen / scanning
Slidgigt som diagnose er således med denne forståelse ikke noget, der kan konstateres på røntgen eller scanning. Men en samlet vurdering af flere forhold.
En patient med degenerative forandringer i begge hofter – men kun smerter i den ene, kan således have slidgigt i den smertefulde hofte. Og blot degenerative forandringer i den anden.
Ingen symptomer – ingen diagnose.
Men hvorfor nu det ordkløveri?
Fordi 1) Det, patienten hører, når hun får at vide, at der er slidgigt i begge hofter, er, at hun har en kronisk sygdom i begge hofter. Når jeg møder hende i min praksis, siger hun typisk sådan her:
“Jeg har ondt i den ene hofte. Men lægen sagde, at røntgen viser slidgigt i dem begge to. Så jeg passer på ikke at overbelaste dem – og sidder f.eks. aldrig med benene over kors mere.”
Antagelsen om, at ‘slidgigt-forandringer’ set på røntgen i sig selv fører til smerter, bliver her en selvopfyldende profeti, da begge hofter sandsynligvis vil blive ‘over-skånet’ og ‘under-belastet’. Hvilket meget let kan føre til øget smertefølsomhed og indskrænket bevægelighed.
Dertil kommer, at den her form for helbredsbekymring tit udgør en psykisk belastning, der kan skabe en fysiologisk stresstilstand i kroppen, som kan øge smertefølsomheden yderligere.
Fordi 2) Ønsker man en løsning på en smerteproblematik, starter det med en fælles forståelse af de ord, vi bruger til at definere, hvad problemet er. Så vi kan rette løsningen det rigtige sted hen.
For den, der har ondt i hoften, er der meget stor forskel på, om degenerative forandringer på et røntgen bliver italesat som ‘slidgigt’ (en diagnose / kronisk sygdom) – eller som ‘rynker på indersiden’ (normalt forekommende aldersforandringer).
Her svigter vi den smerteramte
Netop det udtryk, ‘rynker på indersiden’ hørte jeg ledende overlæge og neurokirurg Morten Søe nævne i en tidligere live udsendelse om rygsmerter fra Gigtforeningen.
Hans kritik af selve ordet ‘slidgigt’ overraskede mig positivt. For ordet ‘slidgigt’ indikerer, at leddet er ‘brugt for meget’ og skal skånes. Hvilket går stik imod alle anbefalinger. Man har da også mange steder udskifte ordet slidgigt med ordet ‘artrose’. Så langt – så godt.
At der nu fra samme Gigtforeningen bringes et klip, hvor vinklen er, at smerterne skyldes ‘skæve’ hofter, der er ‘slidt i stykker’ – det undrer og ærgrer mig til gengæld.
Hverken degenerative forandringer eller skævhed i hoften giver pr. definition anledning til smerter. Forstået på den måde, at begge dele ses i meget stort omfang hos mennesker, der IKKE har ondt.
At kalde normalt forekommende aldersforandringer for slidgigt. Og forstå disse forandringer som en diagnose; en kronisk sygdom og som årsagen til smerterne – er højst uhensigtsmæssigt.
Fordi man risikerer at den smerteramte ‘parkeres’ i diagnosen med risiko for, at man overser andre årsager og derved muligheder for bedring.
Om dette er tilfældet i Tines tilfælde, fremgår ikke af klippet. Min erfaring fra snart 20 år i branchen viser, at det sker alt for ofte. Man konstaterer slidgigt på røntgen eller scanning – og lukker bogen der.
Hvordan dette i yderste konsekvens kan ende med en unødig førtidspension, får du et eksempel på nederst i artiklen.
Et godt budskab – og et mindre godt budskab
Det primære budskab i klippet med Tine Gøtzche er, at træning og bevægelse har bedret smerterne. Og det budskab er bestemt vigtigt.
Jeg synes dog, det er en skam, at det i klippet kommer til at lyde som om, at skævhed og slidgigt pr. definition giver smerter. Når nu vi ved, at det langt fra altid er tilfældet.
Opdateret viden og tydelig tale
Hvordan vi forstår, forklarer og italesætter smerter og deres årsager kan være helt afgørende for, om den smerteramte får det værre eller bedre med smerterne.
20-40-60 minutters behandling hver eller hver anden uge er sjældent nok til at skabe en mærkbar og varig ændring i smerterne, hvis der i ugens øvrige minutter ikke sker en ændring i den smerteramtes forståelse (eller misforståelse) og dermed håndtering af smerterne.
Derfor synes jeg, at vi som smerteprofessionelle skylder vores patienter og kunder at være både opdaterede og tydelige i vores kommunikation.
Og jeg mener, at vi har et ansvar for at bidrage med den afgørende brik af behandlingspuslespillet, som opdateret viden om smerter er. Fordi den viden har et stærkt potentialet til at gøre den smerteramte uafhængig af vores hænder, præparater og hjælpemidler.
Derfor er rådgivning og undervisning en fast del af alle behandlingsforløb i S-form.
SmerteRådgivning kan bookes som selvstændig ydelse eller være en del af et kombineret forløb.
Her var det nær endt med en unødig førtidspension
Skrækeksempel / succeshistorie fra min egen praksis, hvor SmerteRådgivning førte til en ny vej ud af smerterne og tilbage til arbejdsmarkedet.
Artiklen er også et godt eksempel på, at der hurtigt opstår forvirring i samtalen om smerter, når begreberne ikke er klart definerede.
Bør fleksjob / førtidspension bevilges på grund af slidgigt?