Er det på tide at pensionere diagnosen slidgigt?
Gigtforeningen deler i dag et klip med Tine Gøtzche, som fortæller om at få konstateret skævhed og slidgigt i hofterne. Klippet illustrerer tydeligt, hvorfor slidgigt er en ‘populær’ diagnose.
Udover at validerer smerterne fratager diagnosen den smerteramte for skyld og ansvar. Som Tine siger:
“Undersøgelser viste, at jeg er født med en skævhed i hoften, der gjorde, at det SKULLE ske. På et eller andet tidspunkt ville de hofter være slidt i stykker.
Det fritog mig fra ansvar. Jeg kunne ikke have gjort noget ved det. Jeg var havnet i den her situation. Og det var bare skideærgerligt.”
En diagnose kan hjælpe den smerteramte med en vigtig ting, som godt kan være svært. Nemlig at forstå, forklare og ‘bevise’ smerterne. Både for sig selv og andre.
Man har ondt, fordi man har slidgigt. Det kan ses på en scanning, og det er ikke ens egen skyld.
Bagsiden af diagnosen slidgigt
Tine beskriver det at få diagnosen slidgigt som en lettelse. Og det forstår jeg godt. Smerter kan ikke ses, og smerteramte oplever tit varierende grader af tvivl og mistro i forhold til smerterne og deres omfang.
Men der er en alvorlig ulempe ved at sætte lighedstegn mellem slidgigt og smerter og at tale om slidgigt som en diagnose, der kan konstateres på røntgen eller scanning.
For hvad taler vi egentlig om, når vi taler om slidgigt?
Slidgigt – hvad betyder det egentlig?
Taler vi om slidgigt som noget, der kan ses på røntgen eller scanning? Eller taler vi om slidgigt som en diagnose, som stilles på baggrund af flere forhold?
Begge dele – viser det sig tit. Vi bruger ordet lidt i flæng. Både smerteramte og læger / smerteprofessionelle.
Det, der typisk ses på røntgen eller scanning, når der konstateres slidgigt, er såkaldt degenerative forandringer.
I smertevidenskabelige studier ses disse forandringer beskrevet som normalt forekommende aldersforandringer. Som ‘rynker på indersiden’ – og ikke pr. definition årsag til smerter. Alligevel kalder vi tit disse forandringer for slidgigt.
Men slår man diagnosen slidgigt op, vil man se, at den stilles på baggrund af symptomer, fysisk undersøgelse – og billeddiagnostik; røntgen eller scanning.
Slidgigt som diagnose er således med denne forståelse ikke noget, der kan ses på et billede. Men en samlet vurdering af flere forhold.
En patient med degenerative forandringer i begge hofter – men kun smerter i den ene, kan således have slidgigt i den smertefulde hofte. Og blot degenerative forandringer i den anden.
Ingen symptomer – ingen diagnose.
Men hvorfor nu det ordkløveri?
Fordi 1) Det, patienten hører, når hun får at vide, at der er slidgigt i begge hofter, er, at hun har en sygdom i begge hofter. Når jeg møder hende i min praksis, siger hun typisk sådan her:
“Jeg har ondt i den ene hofte. Men lægen sagde, at jeg har slidgigt i dem begge to. Så jeg passer på ikke at overbelaste dem – og sidder f.eks. aldrig med benene over kors mere.”
Antagelsen om, at slidgigt i sig selv fører til smerter, bliver her en selvopfyldende profeti, da begge hofter sandsynligvis vil blive ‘over-skånet’ og ‘under-belastet’. Hvilket meget let kan føre til øget smertefølsomhed og indskrænket bevægelighed.
Dertil kommer, at den her form for helbredsbekymring tit er en psykisk belastning og kan skabe en fysiologisk stresstilstand i kroppen, som kan øge smertefølsomheden yderligere.
Fordi 2) Ønsker man en løsning på en smerteproblematik, starter det med en fælles forståelse af de ord, vi bruger til at definere problemet. Så vi kan rette løsningen det rigtige sted hen.
For den, der har ondt i hoften, er der meget stor forskel på, om degenerative forandringer på en scanning bliver italesat som slidgigt – eller som ‘rynker på indersiden’.
Her svigter vi den smerteramte
Netop det udtryk, ‘rynker på indersiden’ hørte jeg ledende overlæge og neurokirurg Morten Søe nævne i en tidligere live udsendelse om rygsmerter fra Gigtforeningen. Hans kritik af selve ordet ‘slidgigt’ overraskede mig positivt.
At der nu fra samme Gigtforeningen bringes et klip, hvor vinklen er, at smerterne skyldes ‘skæve’ hofter, der er ‘slidt i stykker’ – det undrer og ærgrer mig til gengæld.
Hverken degenerative forandringer eller skævhed i hoften giver pr. definition anledning til smerter. Forstået på den måde, at begge dele ses i meget stort omfang hos mennesker, der IKKE har ondt.
At kalde normalt forekommende aldersforandringer for slidgigt – og forstå disse forandringer som en diagnose og som årsagen til smerterne – er højst uhensigtsmæssigt.
Fordi man risikerer at den smerteramte ‘parkeres’ i diagnosen med risiko for, at man overser andre årsager og derved muligheder for bedring.
F.eks. lavt D eller B12 vitamin, lavt stofskifte, (begyndende) overgangsalder eller andre mulige årsager.
Om dette er tilfældet i Tines tilfælde, fremgår ikke af klippet. Mine snart 20 års erfaringer på området er, at det sker alt for ofte.
Et godt budskab – og et mindre godt budskab
Det primære budskab i klippet med Tine Gøtzche er, at træning og bevægelse har bedret smerterne. Og det budskab er bestemt vigtigt.
Jeg synes dog, det er en skam, at det i klippet kommer til at lyde som om, at skævhed og slidgigt pr. definition giver smerter. Når nu vi ved, at det langt fra altid er tilfældet.
Opdateret viden og tydelig tale
Hvordan vi forstår, forklarer og italesætter smerter og deres årsager kan være helt afgørende for, om den smerteramte får det værre eller bedre med smerterne.
Derfor synes jeg, at vi som smerteprofessionelle skylder vores patienter og kunder at være både opdaterede og tydelige i vores kommunikation.
Og derfor er rådgivning og undervisning en fast del af alle behandlingsforløb i S-form.
SmerteRådgivning kan bookes som selvstændig ydelse eller være en del af et kombineret forløb.
I det her tilfælde havde invaliderende smerter sammen med diagnosen slidgigt nær ført til en førtidspension. Med SmerteRådgivning fandt vi en ny vinkel og en ny vej ud af smerterne og tilbage til arbejdsmarkedet.