Bemærk
Dele af denne artikel kan virke en kende provokerende for dig der lever med smerter og har fået konstateret slidgigt.
Gør dig selv den tjeneste at læse artiklen færdig. Jeg er 100% på dit hold.
Bør fleksjob / førtidspension bevilges på grund af slidgigt?
Den anden dag deltog jeg i en online samtale om smerter og slidgigt. Når jeg nogle gange blander mig i den slags samtaler, er det hverken for at provokere eller lege Kloge Åge.
Men fordi jeg ved, at (korrekt) viden om smerter kan være helt afgørende for, om man nogensinde får det bedre med sine smerter.
Og indrømmet – fordi jeg har et horn i siden på den her massive mængde af fejlinformation, som stadig florerer alt for mange steder. Og som spænder ben i mit arbejde med at hjælpe smerteramte med at få det bedre.
Samtalen fandt sted i en gruppe på Facebook, hvor et medlem spurgte, om andre i gruppen var blevet bevilget fleksjob eller førtidspension på grund af slidgigt.
Jeg kunne have holdt min mund. Det gjorde jeg ikke. Men skrev:
Fleksjob eller førtidspension bør ikke bevilges på grund af slidgigt.
Og det var nok også en kende firkantet og kortfattet formuleret. Og muligvis fiskede jeg også lidt efter kommentarer eller spørgsmål, der ville give mig en chance for at forklare nærmere.
Og det fik jeg!
Når iskolde facts sætter sind i kog
Jeg skal ikke gengive den fulde tråd her – men blot et par af de kommentarer, der repræsenterer de mest udbredte misforståelser, jeg jævnligt møder angående smerter og slidgigt. Og mine svar.
(Kommentarerne er redigerede / anonymiserede.)
Et medlem af gruppen skriver:
Hvilke krav synes du så der burde være, du må vide noget lægerne ikke ved??
Mit svar:
Når man undersøger mennesker, som ikke har smerter, har mange af dem slidgigt.
Derfor er det en fejlslutning at antage, at slidgigt pr. definition er årsag til smerter.
Slidgigt eller ej er ikke interessant. Smerter og funktionsniveau er. Men fremgår jo desværre ikke på et billede.
Samme medlem svarer:
Min oplevelse var netop at det var smerter og funktionsniveau kommunen fokuserede på og ikke selve diagnosen, men i sidste ende var det jo diagnosen der var årsagen til smerterne.
Et andet medlem skriver:
Med hvilken begrundelse? Nogle er jo mere eller mindre invalide på grund af slidgigt.
Mit svar til begge medlemmer:
Man kan ikke vide, om slidgigt er årsag til smerterne. Hvis slidgigt pr. definition altid gav smerter, ville alle med slidgigt have ondt. Og det har de så langt fra.
- Nogle har meget slidgigt – og lidt ondt.
- Nogle har lidt slidgigt og meget ondt.
- Nogle (mange, viser det sig) har slidgigt og IKKE ondt.
- Nogle har ingen slidgigt – men meget ondt.
Billeder af slidgigt siger intet om graden af smerter. Nogle gange er der god overensstemmelse – andre gange ikke.
Hvad med den sidste af ovenstående grupper? Dem der har smerter men ingen slidgigt.
Skal de så have afslag på fleksjob eller førtidspension? Skal vi fortælle dem, at de i virkeligheden slet ikke har ondt?
Eller skal vi lytte til, hvad folk siger og forholde os til dét i stedet for at lade billeder af hyppigt forekommende aldersforandringer afgøre det?
Et tredje medlem skriver:
Jeg har udbredt slidgigt i det meste af kroppen. Min slidgigt betyder bl.a at jeg skal have nyt knæ.
Min slidgigt gør så ondt, at jeg får stærkt smertestillende dagligt. Den har også givet voldsom træthed. Og jeg fik førtidspension pga disse symptomer sidste år.
At sige, at slidgigt ikke kan give voldsomme kroniske smerter, er faktuelt forkert, og hvis nogen prøver at påstå dette, så er det ren manipulation.
Mit svar:
Jeg ved ikke, om du har talt med nogen, som har sagt, at slidgigt ikke kan give smerter. Eller om du mener, at det er det, jeg siger?
Det er ikke det, jeg siger.
Jeg siger, at der videnskabeligt set ikke kan påvises en årsagssammenhæng mellem forekomsten af slidgigt og graden af smerter.
Slidgigt er en form for degeneration, som man finder hos mange mennesker – hos nogle meget tidligt i livet – uanset om de har ondt eller ej.
Degeneration betyder blot, at noget svækkes eller svinder. F.eks. når huden ‘nedbrydes’ (mister kollagen) og vi får rynker. På samme måde opstår der degenerative forandringer i vores led. Man kunne også kalde det for ganske almindelige aldersforandringer.
Førende smerteforskere foreslår faktisk udtrykket “rynker på indersiden”. Og altså ikke noget, der pr. definition giver smerter.
I praksis undersøger vi kun dem, der har ondt. Og så finder vi de her forandringer – og laver så den fejlslutning, at smerterne skyldes de her forandringer.
Men når man udfører videnskabelige forsøg og tager billeder af folk, der IKKE har ondt – så finder man i meget høj grad de samme forandringer.
Derfor er det en skam, at man udnævner de her forandringer som årsagEN til smerterne. For det indsnævrer muligheden for at få det bedre helt unødvendigt meget.
Langvarige smerter er multifaktorielle og skyldes som regel en kombination af flere faktorer. Og her kan slidgigt godt være én faktor.
For det meste vil der være en række andre medvirkende årsager, som man rent faktisk kan gøre noget ved – og dermed få det bedre.
Denne mulighed ser man fuldstændig bort fra, hvis man bare antager, at smerterne skyldes slidgigt – punktum.
Jeg sætter ikke (aldrig) spørgsmålstegn ved smerterne. Jeg sætter spørgsmålstegn ved årsagen.
Og det gør jeg for at brede et alt for snævert fokus for behandling og lindrende tiltag ud og åbne op for en bredere vifte af muligheder for at få det bedre.
Tredje medlem svarer tilbage:
Er langvarige smerter multifunktionelle, eller er det blot en måde at sige, at man ikke forstår kroniske smerter?
Hvis du går til din læge med smerter i knæet, og undersøgelser viser forandringer i selvsamme knæ, så er den mest plausible forklaring, at der er en sammenhæng.
At begynde at lede efter andre forklaringer mystificerer mig.
Mit svar:
Multifaktorielle, skriver jeg. Ikke multifunktionelle. Multifaktoriel betyder bare, at smerterne skyldes flere forskellige årsager.
Og det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er dét, førende smerteforskere er enige om.
Så det er ikke for at sige, at man ikke forstår kroniske smerter. Tværtimod faktisk.
At begynde at lede efter andre forklaringer er IKKE for at sætte spørgsmålstegn ved smerterne – som jeg også understregede.
Og det er ikke spor mystisk – det er klogt.
For mange gange finder man andre medvirkende årsager til smerterne. Årsager som man rent faktisk kan gøre noget ved – og derved få det bedre.
Lad mig give dig et eksempel fra min egen praksis:
- Kvinde med udtalte smerter gennem knapt 4 år.
- Konstateret slidgigt flere steder i kroppen. Særligt det ene knæ er slemt og der overvejes et nyt.
- Under arbejdsprøvning mhp. vurdering af evt. fleksjob / førtidspension.
- Bliver opmærksom på, at faldende østrogen-niveauer kan give smerter. Henvises til gynækolog. Starter behandling med bioidentisk østradiol.
- Har det nu så meget bedre, at hun er på vej tilbage på arbejdsmarkedet.
Tager man et nyt røntgen, vil det stadig vise slidgigt. Men hun er ikke længere invalideret af smerter.
Derfor min pointe: Slidgigt eller ej bør ikke være afgørende for bevilling af fleksjob eller førtidspension. Smerter og funktionsniveau bør. (Men er svært at måle.)
Kvinden er midt i 40’erne med regelmæssig cyklus og havde ikke overvejet, at perimenopause og faldende østrogen kunne være medvirkende årsag til hendes smerter.
Og det er forståeligt, at hun ikke selv ser denne sammenhæng. Men det skal smerteprofessionelle omkring hende jo fange (for hulan).
Og det gør de ikke, hvis de bare konstaterer slidgigt på et røntgen og lukker bogen der.
Vi bliver nødt til at zoome ud fra smertestedet og forholde os til, at smerte er noget, der bliver til i nervesystemet. På baggrund af den samlede aktivitet der.
Og nervesystemet forholder sig til hele kroppen (slidgigt, hormoner – og titusinvis af andre forhold) – og via vores sanser til omgivelserne omkring os.
Derfor giver det mening at kigge meget bredere ud, når vi søger efter årsager til (og dermed løsninger på) de langvarige smerter.
En af grundene til, at vi ikke gør det, er nok, at det er helt vildt komplekst. Og kompleksitet tager tid. Og tid er en mangelvare i vores sundhedssystem.
Jeg hjælper smerteramte med det her hver dag. Og det er ikke nemt. Men mange gange er det rent faktisk muligt.
Når man som behandler skal træde varsomt
Jeg jeg forstår godt, hvorfor man kan blive provokeret af min indledende kommentar.
Langvarige smerter kan som regel ikke ses, og som smerteramt oplever man tit forskellige grader af mistro – både blandt smerteprofessionelle, pårørende, kolleger og andre.
Nogle gange også fra sig selv. Det er ikke unormalt at få tanken: ”Men er det så bare noget, jeg bilder mig ind?”
SELVFØLGELIG søger man validering. Noget der kan ’bevise’ smerterne. Nogen der siger: ”Så kan jeg virkelig godt forstå, at du har så ondt.”
Og det føler mange, de får med diagnosen slidgigt. (Og andre diagnoser, som kan konstateres på røntgen eller scanning – og som heller ikke nødvendigvis er årsagEN til smerterne.)
Derfor skal man træde varsomt, når man kommer til den her del af undervisningen om smerter.
At skabe et realistisk håb om bedring
Når jeg insisterer på at understrege ovenstående pointe igen og igen – så er det ikke for at fratage mine kunder (eller Facebook debattører) oplevelsen af validering.
Jeg gør mig altid umage for at være tydelig i forhold til, at det ikke er smerterne – men årsagen til smerterne – jeg sætter spørgsmålstegn ved.
Når jeg gentager den her pointe, så er det for at brede mulighederne for bedring ud.
Det er for at give plads til et realistisk håb om bedring. Og det er for at klæde mine kunder bedre på til selv at fortsætte deres søgen efter medvirkende årsager til en given smerteproblematik. Og deraf muligheder for at få det bedre.
Som smertebehandler ville det da være tarveligt af mig ikke at dele min viden og korrigere misforståelser, der potentielt kan fastholde og forværre smerterne for den, der har ondt.
Ville det ikke?
Når smertebehandling er formidling af viden
At zoome ud fra selve smertestedet og eventuelle røntgen-/scanningsbilleder – og se smerterne i en større helhed, gør smertebehandling til en kompliceret størrelse, som kræver en grundighed og tid, som mange steder er en mangelvare.
Eksemplet med kvinden ovenfor illustrerer imidlertid tydeligt, hvorfor smertebehandling nødvendigvis må tage udgangspunkt i en sådan helhedsbetragtning. Og hvor afgørende det er at smertebehandling bygger på korrekt og opdateret viden om smerter.
Kvinden kom til mig for at få behandling – hun antog at det måske kunne lindre lidt på den smerteproblematik, som hun havde affundet sig med aldrig blev særlig meget bedre. Et budskab hun havde modtaget fra samtlige smerteprofessionelle, hun indtil da havde talt med.
Og behandling fik hun. Og ja, det lindrede. Men det var min helhedsforståelse, min grundighed og i sidste ende min viden og vejledning, som gav gennembruddet. Ikke mine hænder.
Havde jeg ikke insisteret på en meget omfattende dataindsamling og spurgt bredt ind til hele hendes situation. Så havde hun muligvis stadig ligget på min briks.
Hun havde sandsynligvis stadig været så nogenlunde tilfreds med den lindrende effekt af behandlingen alene. Og tilfredse kunder er helt fint.
Succesfulde kunder er bedre.
Succesfulde behandlingsforløb
I S-form ved vi, at der sjældent findes simple løsninger på komplekse problematikker.
Derfor tager vi os tid til den grundighed og specificitet, som succesfuld behandling af komplekse smerter ofte kræver.
Bøvler du med en smerteproblematik, som ikke har ladet sig løse. Og ønsker du at drøfte situationen med en kompetent og opdateret behandler – så book en første konsultation eller en afklarende samtale i online bookingen.
Så hjælper jeg dig videre.