Overvældelses-paralyse
Jeg har for ondt til at tage til behandling. Jeg har for travlt til at se min stress coach. Jeg er for træt til at gå i seng. Jeg fryser for meget i den her sovepose til at stå op og tage mere tøj på.
Mange med kroniske smerter oplever på et tidspunkt den paradoksale situation, at de simpelthen har for ondt eller for lidt overskud til at gøre de ting, der egentlig kunne hjælpe.
Her skal det handle om, hvordan man nogle gange kan blive så fanget i smerterne, at man nærmest ikke formår at abstrahere eller række ud. Og om hvor meget man kan vinde ved at træde blot et lille skridt ud af en ond cirkel.
Små mirakler kan ske, når man tillader sig selv at fravige planen et øjeblik – i stedet for helt at skrotte den.
Når stilhed er det bedste svar
“Jo tak,” svarer hun opgivende, da jeg byder hende velkommen, “men jeg orker altså næsten ikke at være her i dag.”
“Altså ikke sådan!” tilføjer hun hurtigt og laver en vandret bevægelse med hånden hen over halsen.
“Jeg har simpelthen bare så ondt, og jeg magtede næsten ikke at skulle ud ad døren.”
Hun sætter sig tungt og ser op i loftet et øjeblik. “Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har lyst til behandling.”
Hun glider frem på kanten af stolen, læner sig tilbage og lukker øjnene. Jeg lader hendes ord stå et øjeblik.
Stilhed. Lukkede øjne. Tårer.
“Det er okay,” siger jeg så og skubber en boks med kleenex i hendes retning. “Du har ondt. Og du er udmattet. Det er helt forståeligt. Og det er helt okay.”
En tunnel uden lys
At leve med langvarige eller kroniske smerter kan være en ubegribelig belastning. En fortvivlende begrænsning af – ja nærmest alt godt i den her verden.
Smerter begrænser ikke blot, hvad vi kan; arbejdsliv, fritidsaktiviteter, relationer. Men ofte også hvem vi er; vores selvforståelse.
I smerternes kølvand opstår naturligt en magtesløshed og en følelse af at være fastlåst, som over tid kan tage modet fra selv den bedste.
Det er lige her midt i en overvældende modløshed, Anne befinder sig i dette øjeblik. Og jeg forstår med hver eneste fiber i kroppen hendes lyst til at vende ryggen til verden – og hendes uvilje mod at smide tøjet og lægge sig på briksen.
Så vi gør noget andet.
Smertebehandling kræver rummelighed og fleksibilitet
Smerte er i sandhed et komplekst fænomen – med komplekse følger. Derfor bør smertebehandling være rummelig, fleksibel og altid specifikt tilpasset. Både til det enkelte individ – og til den aktuelle dagsform.
I S-form arbejder vi ikke kun med manuel behandling. Tit bruger vi behandling som en understøttende strategi. Som det der genskaber et overskud på en ofte overtrukket energikonto. Som det der giver ro og lindring. Og som det der hjælper et nervesystem i højt alarmberedskab med at genfinde tryghed og ro.
Ovenpå dette fundament skabes vedvarende forandring og bedring gennem undervisning, rådgivning og rolige, komfortable øvelser, som genskaber en tryg kontakt til krop og nervesystem.
Altid fra et empatisk og anerkendende udgangspunkt og en behandler som godt ved, hvordan det er at leve med smerte som et grundvilkår.
Hvad har du brug for – lige nu?
En times tid senere rejser hun sig og tager sin jakke på. Vi har talt. Vi har trukket vejret. Hun har været på briksen – i dag kun kort og med tøjet på. Vi har arbejdet med tryghedsskabende øvelser for krop og sanser.
Det var ikke det, der var planen. Det var det, der var brug for. Og tit starter gennembruddet i et behandlingsforløb lige her – hvor vi tør slippe planer og kontrol og i stedet give plads til det, der er sandt og meningsfuldt lige nu. Blot et enkelt skridt i en ny retning.
“Jeg tror faktisk lige, jeg går en lille tur, før jeg kører hjem,” siger hun og ser sig i spejlet. “Jeg skal lige mærke, hvor meget bedre jeg har det. Altså mærke det ordentligt!” tilføjer hun og retter på sin mascara.
“God idé,” nikker jeg. “Det er også lækkert derude i dag. God tur. Godt du kom.”
“Ja, for pokker,” smiler hun. “Godt jeg kom!”
Når det kræver bare et lille skridt at træde væk fra en ond cirkel
Udover at illustrere den kolossale og stærkt undervurderede effekt, det kan have at gøre en lille smule – fremfor at gøre intet, så understreger denne dags lille mirakel også en læresætning, jeg har haft med mig siden mine første neuro-uddannelser snart 15 år tilbage:
“All progress begins by telling the truth”
‘Ethvert fremskridt må tage udgangspunkt i sandheden’ – eller noget i den retning. (Den kommer vist fra Dan Sullivan.)
At se smertebehandling (og livet generelt viser det sig) gennem en neurovidenskabelig linse giver en rummelighed i forhold til at forholde sig til sandheden; det der er – lige her og nu.
For det er alt sammen ‘bare signaler’ – og et udtryk for din hjernes bedste forsøg på at holde dig i live.
Må man møde op til behandling og starte med at proklamere, at man faktisk ikke rigtig orker at modtage en behandling? Må man fortælle, at man ikke har fået lavet sine øvelser? Eller at man har fuldstændig lige så ondt nu, som for fem behandlinger siden? Eller at man ærligt talt bare ikke er så meget til øvelser – og hellere bare vil lægge sig på briksen?
Hvis dét er sandheden – så ja. Og så er det ikke bare tilladt – men tilrådeligt. I dette tilfælde sandsynligvis en forudsætning for den bedring, der skete i dag.
I S-form taler vi om tingene
Nogle gange starter store forandringer med noget så simpelt som en samtale – måske blot en enkelt sætning, som ændrer perspektivet og sætter en ny retning. Har du lyst til, at vi skal tage den samtale, er du velkommen til at kontakte mig eller finde en tid i online kalenderen.
En stor del af de øvelser, vi arbejder med i S-form, lærer du i øvrigt på træningsforløbet Smertefri Træning.
Smertefri Træning
Næste holdstart 15. april 2026
Tilmelding åben nu