Fejlinformation om smerter og slidgigt

Fejlinformation om smerter og slidgigt (og andre forandringer, der kan ses på røntgen eller scanning) er i min klinik for smertebehandling blandt de hyppigste årsager til, at alt for mange mennesker har alt for ondt – alt for længe.

Fejlinformation om smerter og slidgigt er et problem for den smerteramte – indlysende nok.

Og det er et problem for behandleren.

Fordi jeg skal starte mange af mine behandlingsforløb med at ’afmontere’ den her fejlinformation, som mine kunder har modtaget – nogle gange fra mennesker i hvide kitler, som generelt anses for værende klogere på området end den her ’alternative behandler’ (som rent faktisk er i besiddelse af en sundhedsfaglig autorisation og gennem de seneste ti år har taget flere omfattende uddannelser indenfor funktionel neurologi og moderne smerteforståelse).

Fornemmer du en snert af frustration / irritation her? Så fornemmer du rigtigt.

Ups – sagde jeg lige dét?

Kender du det her: Du befinder dig i et større selskab, hvor en livlig samtale finder sted, og de fleste er enige om, at et eller andet er vildt smart, eller dumt eller for dårligt.

”Men det kan jo ikke være rigtigt at..”
”Nej, og især fordi..”
”Jeg oplevede præcis det samme dengang..”
”Altså man burde jo..”
”Ja, så kunne det nok være at..”

Du følger med i samtalen – er ikke helt enig og synes måske, det bliver lidt unuanceret.

Og så er det, at du uden at tænke videre over det kommer til at sige en eller anden lille ting, som ikke passer ind i den fælles forståelse, der lige nu hersker omkring bordet.

Bare en lille sætning – nærmest lidt ud i luften for dig selv – som øjeblikkeligt får snakken til at forstumme, og alles blikke til at rettes mod dig.

Når iskolde facts sætter sind i kog

Præcist det her gjorde jeg den anden dag. I en online diskussion godt nok – så jeg kunne bare slette kommentaren eller forlade samtalen.

Det gjorde jeg ikke.

For samtalen handlede om smerter og slidgigt, og når jeg nogle gange blander mig i den slags samtaler, er det hverken for at provokere eller lege Kloge Åge.

Men fordi jeg ved, at (korrekt) viden om smerter kan være helt afgørende for, om man nogensinde får det bedre med sine smerter.

Og indrømmet – fordi jeg har et horn i siden på den her massive mængde af fejlinformation, som stadig florerer alt for mange steder.

Og som spænder ben i mit arbejde med at hjælpe smerteramte med at få det bedre. (Der var den igen – irritationen.)

Samtalen fandt sted i en gruppe på Facebook, hvor et medlem spurgte, om andre i gruppen var blevet bevilget fleksjob eller pension på grund af slidgigt.

Jeg kunne have holdt min mund. Det gjorde jeg ikke. Men skrev:

Fleksjob eller pension bør ikke bevilges på grund af slidgigt.

Og det var muligvis også en kende firkantet og kortfattet formuleret. Og muligvis fiskede jeg også lidt efter kommentarer eller spørgsmål, der ville give mig en chance for at forklare nærmere.

Og det fik jeg!

Jeg skal ikke gengive den fulde tråd her – men blot et par af de kommentarer, der repræsenterer de mest udbredte misforståelser, jeg jævnligt møder angående smerter og slidgigt. Og mine svar.

(Kommentarerne er redigeret en smule, således at specifikke diagnoser, symptomer og præparater er ændret.)

Et medlem af gruppen skriver:

Hvilke krav synes du så der burde være, du må vide noget lægerne ikke ved??

Mit svar:

Når man undersøger mennesker, som ikke har smerter, har mange af dem slidgigt. 

   

Derfor er det en fejlslutning at antage, at slidgigt pr. definition er årsag til smerter.

  

Slidgigt eller ej er ikke interessant. Smerter og funktionsniveau er. Men det kan desværre ikke ses på et billede.

Samme medlem svarer:

Min oplevelse var netop at det var smerter og funktionsniveau kommunen fokuserede på og ikke selve diagnosen, men i sidste ende var det jo diagnosen der var årsagen til smerterne.

Et andet medlem skriver:

Med hvilken begrundelse? Nogle er jo mere eller mindre invalide på grund af slidgigt.

Mit svar til begge medlemmer:

Man kan ikke vide, om slidgigt er årsag til smerterne. Hvis slidgigt pr. definition altid gav smerter, ville alle med slidgigt have ondt. Og det har de så langt fra.

 

• Nogle har meget slidgigt – og lidt ondt.
• Nogle har lidt slidgigt og meget ondt.
• Nogle (mange, viser det sig) har slidgigt og IKKE ondt.
• Nogle har ingen slidgigt – men meget ondt.

Billeder af slidgigt siger intet om graden af smerter. Nogle gange er der god overensstemmelse – andre gange ikke.

  

Hvad med den sidste af ovenstående grupper? Dem der har smerter men ingen slidgigt.

   

Skal de så have afslag på fleksjob eller førtidspension? Skal vi fortælle dem, at de i virkeligheden slet ikke har ondt?

  

Eller skal vi lytte til, hvad folk siger og forholde os til dét i stedet for at lade billeder af helt normale aldersforandringer afgøre det?

Så er der et tredje medlem, der skriver:

Jeg har udbredt slidgigt i det meste af kroppen. Min slidgigt betyder bl.a at jeg skal have nyt knæ.

   

Min slidgigt gør så ondt, at jeg får stærkt smertestillende dagligt. Den har også givet voldsom træthed. Og jeg fik førtidspension pga disse symptomer sidste år.

  

At sige, at slidgigt ikke kan give voldsomme kroniske smerter, er faktuelt forkert, og hvis nogen prøver at påstå dette, så er det ren manipulation.

Mit svar:

Jeg ved ikke, om du har talt med nogen, som har sagt, at slidgigt ikke kan give smerter. Eller om du mener, at det er det, jeg siger?

  

Det er ikke det, jeg siger.

  

Jeg siger, at der videnskabeligt set ikke kan påvises en årsagssammenhæng mellem forekomsten af slidgigt og graden af smerter. 

   

Slidgigt er en form for degeneration, som man finder hos de fleste mennesker – hos nogle meget tidligt i livet – uanset om de har ondt eller ej.

  

Degeneration betyder blot, at noget svækkes eller svinder. Man kunne også kalde det for ganske almindelige aldersforandringer.

   

Førende smerteforskere foreslår udtrykket “rynker på indersiden”. Og altså ikke noget, der pr. definition giver smerter.

  

I praksis undersøger vi kun dem, der har ondt. Og så finder vi de her forandringer – og laver så den fejlslutning, at smerterne skyldes de her forandringer.

  

Men når man udfører videnskabelige forsøg og tager billeder af folk, der IKKE har ondt – så finder man i meget høj grad de samme forandringer.

  

Derfor er det en skam, at man udnævner de her forandringer som årsagEN til smerterne. For det indsnævrer muligheden for at få det bedre helt unødvendigt meget.

  

Langvarige smerter er multifaktorielle og skyldes som regel en kombination af flere faktorer. Og her kan slidgigt godt være én faktor. 

   

For det meste vil der være en række andre medvirkende årsager, som man rent faktisk kan gøre noget ved – og dermed få det bedre.

  

Denne mulighed ser man fuldstændig bort fra, hvis man bare antager, at smerterne skyldes slidgigt – punktum.

  

Jeg sætter ikke (aldrig) spørgsmålstegn ved smerterne. Jeg sætter spørgsmålstegn ved årsagen. 

   

Og det gør jeg for at brede et alt for snævert fokus ud og åbne op for en bredere vifte af muligheder for at få det bedre.

Tredje medlem svarer tilbage:

Er langvarige smerter multifunktionelle, eller er det blot en måde at sige, at man ikke forstår kroniske smerter?

   

Hvis du går til din læge med smerter i knæet, og undersøgelser viser forandringer i selvsamme knæ, så er den mest plausible forklaring, at der er en sammenhæng.

   

At begynde at lede efter andre forklaringer mystificerer mig.

Mit svar:

Multifaktorielle, skriver jeg. Ikke multifunktionelle. Multifaktoriel betyder bare, at smerterne skyldes flere forskellige årsager. 

   

Og det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er dét, førende smerteforskere er enige om.

  

Så det er ikke for at sige, at man ikke forstår kroniske smerter. Tværtimod faktisk.

  

At begynde at lede efter andre forklaringer er IKKE for at sætte spørgsmålstegn ved smerterne – som jeg også understregede. 

   

Og det er ikke spor mystisk – det er klogt.

   

For mange gange finder man andre medvirkende årsager til smerterne. Årsager som man rent faktisk kan gøre noget ved – og derved få det bedre.

  

Lad mig give dig et eksempel:

  

• Kvinde med udtalte smerter gennem knapt 4 år.
• Konstateret slidgigt flere steder i kroppen. Særligt det ene knæ er slemt og der overvejes et nyt.
• Under arbejdsprøvning mhp. vurdering af evt. fleksjob / førtidspension.
• Bliver opmærksom på, at faldende østrogen-niveauer kan give smerter. Henvises til gynækolog. Starter behandling med bioidentisk østradiol.
• Har det nu så meget bedre, at hun er på vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Tager man et nyt røntgen, vil det stadig vise slidgigt. Men hun er ikke længere invalideret af smerter. 

   

Derfor min pointe: Slidgigt eller ej bør ikke være afgørende for bevilling af fleksjob eller førtidspension. Smerter og funktionsniveau bør. (Men er svært at måle.)

  

Kvinden er midt i 40’erne med regelmæssig cyklus og havde ikke overvejet, at perimenopause og faldende østrogen kunne være medvirkende årsag til hendes smerter.

  

Og det er forståeligt, at hun ikke selv ser denne sammenhæng. Men det skal smerteprofessionelle omkring hende jo fange.

   

Og det gør de ikke, hvis de bare konstaterer slidgigt på et røntgen og lukker bogen der.

  

Vi bliver nødt til at zoome ud fra smertestedet og forholde os til, at smerte er noget, der bliver til i nervesystemet. På baggrund af den samlede aktivitet der.

   

Og nervesystemet forholder sig til hele kroppen – og til omgivelserne omkring os.

  

Derfor giver det mening at kigge meget bredere ud, når vi søger efter årsager til (og dermed løsninger på) de langvarige smerter.

  

En af grundene til, at vi ikke gør det, er nok, at det er helt vildt komplekst. Og kompleksitet tager tid. Og tid er en mangelvare i vores sundhedssystem.

  

Jeg hjælper smerteramte med det her hver dag. Og det er ikke nemt. Men mange gange er det rent faktisk muligt.

Når behandleren lige skal tage sig lidt sammen

Jeg ved godt, at jeg ikke altid er verdens mest pædagogiske menneske. (Jeg arbejder på at blive bedre.) Og jeg forstår godt, hvorfor man kan blive provokeret af min indledende kommentar.

Langvarige smerter kan som regel ikke ses, og som smerteramt oplever man tit forskellige grader af mistro – både blandt smerteprofessionelle, pårørende, kolleger osv.

Nogle gange også fra sig selv. Det er ikke unormalt at få tanken: ”Men er det så bare noget, jeg bilder mig ind?”

SELVFØLGELIG søger man validering. Noget der kan ’bevise’ smerterne. Nogen der siger: ”Så kan jeg virkelig godt forstå, at du har så ondt.”

Og det føler mange, de får med diagnosen slidgigt. (Og andre diagnoser, som kan konstateres på røntgen eller scanning – og som heller ikke nødvendigvis er årsagEN til smerterne.)

Derfor skal man træde varsomt, når man kommer til den her del af undervisningen om smerter.

Jeg er IKKE stædig – det er jeg ikke

Når jeg insisterer på at understrege ovenstående pointe igen og igen – så er det ikke for at fratage mine kunder (eller Facebook debattører) oplevelsen af validering.

Jeg gør mig altid umage for at være tydelig i forhold til, at det ikke er smerterne – men årsagen til smerterne – jeg sætter spørgsmålstegn ved.

Når jeg (mere eller mindre utrætteligt) gentager den her pointe, så er det for at brede mulighederne for bedring ud.

Det er for at give plads til et realistisk håb om bedring. Og det er for at klæde mine kunder bedre på til selv at fortsætte deres søgen efter medvirkende årsager til en given smerteproblematik.

For som det er lige nu, skal de i stort omfang gøre dette arbejde selv – eller sammen med mig.

Som smertebehandler ville det være tarveligt af mig ikke at dele min viden og korrigere misforståelser, der potentielt kan fastholde og forværre smerterne for den, der har ondt.

Eksemplet med kvinden ovenfor illustrerer tydeligt, hvorfor effektiv smertebehandling i høj grad handler om at identificere medvirkende årsager til smerterne.

Og det kan godt være en kompliceret proces – men det er ikke helt så ‘nålen i høstakken’ som det måske lyder.

Disse tre årsager går igen

Der findes især tre medvirkende årsager til smerteproblematikker, som jeg ser så hyppigt i mine behandlingsforløb, at jeg nu har oprettet et træningshold, som adresserer netop disse tre udbredte årsager.

• Udfordringer med synssans
• Udfordringer med ligevægtssans
• Udfordringer med ledsans

Udfordringer med de her tre sanser kan (også uden man registrerer det) give anledning til så stor ‘neurologisk bekymring’, at smerter fastholdes eller forværres.

Der er heldigvis tale om sanser, som kan trænes. Hvilket netop er det, vi gør på holdet Smertefri Træning. Holdet er oprettet, fordi jeg siden 2012 har haft stor succes med denne form for øvelser i mine 1:1 behandlingsforløb.

Mere om Neurologisk Bekymring her.

Mere om Smertefri Træning her.