Frem med notesblokken – det her er vigtigt!

Jeg har sagt det her før. Og vil gentage det i en UENDELIGHED, indtil det er et alment accepteret faktum.

 

Skade ≠ Smerte
Smerte ≠ Skade

 

Eller med andre ord:

  • Man kan godt have ondt, uden at have en skade.
  • Og man kan godt have en skade, uden at have ondt.

Man ved, at dette især er gældende for langvarige smerter, og det er dem, dette indlæg primært skal handle om. Følgende to eksempler illustrerer dog tydeligt, at samme princip også kan gælde for akutte smerter:

Mand kommer ind på skadestue med mild hovedpine – og et søm i kraniet!
Skade ≠ smerte

 

 

(Klik billede for mere info.)

Alle ved, hvor smertefuldt det er at træde på en legoklods. Skaden er dog ret begrænset.
Smerte ≠ Skade

Men tilbage til de kroniske smerter

Det du ved, det du tænker, og det du tror om smerter har afgørende betydning for, hvordan du oplever dine smerter. Både i positiv og negativ retning. Jeg hører tit udsagn som disse:

  • “Det er jo fordi, mine nakkehvirvler er slidte.”
  • “De sagde også, at der var en prolaps derinde.”
  • “Lægen kunne se, at det nærmest var knogle mod knogle.”

En del af mine kunder er af den overbevisning, at de pga. et eller andet fund, som er konstateret på røntgen eller scanning, aldrig bliver smertefri igen. (Noget er f.eks. slidt, skævt eller i klemme.) Denne overbevisning bygger som regel på antagelsen om, at der altid er en direkte årsagssammenhæng mellem sådanne fund og det at have ondt.

Denne antagelse er forkert.

Ikke bare ‘lidt forkert’ eller ‘måske forkert’. Den er

100% FORKERT!

Misforståelser og fejlinformation angående smerter danner desværre (men naturligt nok) grobund for bekymring, angst og frustration og skruer unødigt op for smerterne.

Tilfører man ny viden og ændrer sin overbevisning, er det til gengæld muligt at nedjustere smerterne betydeligt. Det var f.eks. tilfældet her.

 

Nu slynger jeg lige nogle tal ud

Når man undersøger SMERTEFRI menneskers knæ, skuldre, nakke-/lændehvirvler vil man hos forbavsende mange kunne konstatere forskellige tilstande, som man normalt ville angive som årsagen til smerterne.

Men disse mennesker har ikke ondt!

Videnskabelige undersøgelser er sjældent enige (om noget som helst), men tallene for hvor mange, der går rundt med disse tilstande og er smertefri, sniger sig op mellem 60% og 80%* – Det er mange! Man fristes næsten til at kalde det normalt.

 

Så lad mig spørge:

Når du nu efter flere måneder med smerter står med scanningssvaret i hånden – og der står ‘prolaps’. Er den prolaps så grunden til dine smerter, eller kunne det være et tilfældigt fund?

Rådet herfra er at tage det scanningssvar med et gran salt. Jeps, sådan en prolaps KAN give anledning til smerter. Men gør det ikke nødvendigvis.

“Men hvis det ikke er prolapsen, der gør ondt – hvad er det så?”
Det kan der være mange bud på. Måske er det en illusion?

Smerte kan ses som hjernens wake up call til dig; “Hey! Gør noget!” Smerte er den alarm, som hjernen – ikke prolapsen – udløser som følge af for høj samlet belastning på krop og nervesystem. Det handler altså også om prolapsen – men så langt fra kun om prolapsen. Mere om den sag næste gang jeg dukker op her.

Indtil da er du velkommen til at kontakte mig, hvis du vil have min hjælp til at finde ud af, hvad dine smerter handler om.

 

Det var alt for nu.
//Sine