fbpx

Det, du ser, er ikke altid det, du tror du ser!

Faktisk er det slet ikke dine øjne, der ser. Men din hjerne. Øjnene er ‘bare’ stedet, hvor lys bliver til nervesignaler. Signaler fra øjnene bearbejdes over 30 forskellige steder i hjernen (nej, vi har ikke kun ét synscenter). Og ud fra denne bearbejdning leverer hjernen en tolkning, som er det billede, du ser.

Hvad dælen det her har med dine smerter at gøre, kommer vi til om et øjeblik.

Når vi ser en dinosaur af pap, som vender hovedet efter os, når vi går forbi – så er det måske i virkeligheden slet ikke det, vi ser… Eller er det? Hvad er sandt?

 

Se lige det her klip!

Når vi ser dette klip, bruger hjernen i sin bearbejdning af signalerne fra øjnene den erfaring, at ansigter normalt ‘buer udad’. Så i stedet for at se et stykke pap, som faktisk er foldet indad, ser vi et ansigt, som ‘buer ud’. OG som vender sig efter os!

Så du hele klippet? For så vil du vide, at nej, den drejede ikke hovedet. Men hvad var det så lige, du så – da du troede, du så, at den drejede hovedet? Jeg spørger igen: Hvad er sandt?

 

Det, du mærker, er ikke altid det, du tror du mærker!

Det forholder sig lige sådan med dine smerter. Den smerte, du mærker, er en tolkning, som hjernen laver. Tolkningen er resultatet af hjernens bearbejdning af de signaler, den konstant modtager. Ofte betyder en smerte, at ‘noget er galt’, der hvor smerten mærkes. Men lige som det er tilfældet med synet, laver hjernen af og til en ‘smerte-illusion’. Altså en smerte som ikke udspringer af en reel skade.

Lider du af kroniske smerter, og er du grundigt undersøgt – og har fået at vide, at alt er fint; smerterne må du lære at leve med. Så er det muligvis en sådan ‘smerte-illusion’, du oplever. (Har du fået konstateret et eller andet (prolaps, slid el.l.), er det stadig ikke sikkert, at det er det, der giver dig smerter. Men det er En Anden Historie.)

Det betyder naturligvis ikke, at smerten ikke er virkelig. Din oplevelse af smerten er lige så sand, som din oplevelse af, at Dino vender hovedet på ovenstående klip. Men begge oplevelser er et resultat af, at din hjerne spiller dig et puds.

 

Så næste gang du oplever de der velkendte smerter

Så slår du IKKE en hånlatter op og udbryder: “DU – min smerte, er bare en illusion. Hahahahh!” – og spæner ud og løber et marathon. Lad være med det!

Smerten vil os noget, og når vi har ondt, skal vi lytte! Så respektér dine smerter – men prøv at sortere bekymringen og frygten fra. De to banditter er velkendte forstærkere i enhver smerteproblematik.

I stedet for straks at konkludere at noget er ‘i klemme’, ‘hoppet ud’ eller ‘skredet’ – eller at du igen har lavet ‘den der forkerte bevægelse’. Så overvej om det, du mærker, nu også er det, du mærker. Træk vejret og vid at du højst sandsynlig IKKE er ‘gået i stykker’.  

“Men Sine, hvis jeg ikke er gået i stykker, så kan jeg jo ikke fikses..? Hvad stiller jeg så op med de smerter?”

Det giver jeg et bud på i min E-guide; Fri og smertefri bevægelse – din genvej ud af smerterne. Jeg sidder klar til at sende dig dit eksemplar, i selvsamme øjeblik du tilmelder dig Nyhedsbrevet.

 

Det var alt for nu.
Sine