Smæk for skillingen

Jeg har tidligere skrevet om, at smerte er noget, der opstår, når den samlede mængde af belastninger på krop og nervesystem overstiger den samlede mængde ressourcer.

Altså, hvis du har overtræk på ressource-kontoen.

Jeg lovede i den forbindelse at vende tilbage med et par forslag til, hvilke ‘aktier’, du med fordel kan investere i, hvis du ønsker at genskabe et smertefrit overskud på kontoen.

Eller: Hvor får jeg stor effekt for beskeden indsats? Smæk for skillingen.

Vi taler om de små hængsler, der åbner store døre:

 

Bevægelse

Hvis du ikke bevæger dig særlig meget – så kom i gang! Får du ondt af at lave din yndlingssport, så prøv at abstrahere fra ‘alt-eller-intet-tilgangen’ og lav noget andet i en periode.

“Men det gider jeg ikke” tænker du måske. Nej, men du gider heller ikke at have ondt.

Har du så ondt, at ‘alting gør ondt’, så prøv alligevel at finde en bevægelse, som du kan lave uden smerter – og start der. Og drop tanken om, at ‘dét her kan ikke være nok’. For det er sandsynligvis lige præcis det, det er lige nu. Nok.

Er du allerede i gang og har masser af bevægelse i din hverdag, så lav noget nyt med jævne mellemrum. Stå af cyklen og løft en kettlebell i stedet. Skift svømning ud med badminton. Øv dig i nye bevægelser – bare for sjov.

Selv øver jeg mig pt. i at stå på hænder. (Ikke grine!)

 

Vejrtrækning

Ja, man kan godt trække vejret ‘forkert’ eller i hvert fald uhensigtsmæssigt! Mange af os gør det uden at vide det. Og da vi gør det rigtig tit (trækker vejret), er det et sted, hvor uvaner hurtigt etablerer sig.

Det er et kæmpe blind spot for en stor del af mine kunder, som hyppigt generes af smerter.

Og det er i den grad med til at skrue op for smerterne.

Der findes et hav af vejrtrækningsøvelser. Find dem med din foretrukne søgemaskine. For min skyld kan du lave vejrtrækningsøvelser næsten som du vil. Bare du laver dem. Og koncentrerer dig om det.

Hvis du synes, det er svært at trække vejret ‘heelt ned i maven’, så start med at øve dig på at ånde ud. Lav en kraftig udånding gennem åben mund – og bliv ved med at ‘presse luften ud’.

Det er ikke muligt at tømme lungerne for luft. Men prøv alligevel – og bliv ved så længe du kan. Derefter kommer ‘den rigtig indånding’ mere naturligt. Øvelsen er nemmest at lave liggende – og riiigtig god til sengetid.

Det gør ikke noget, at der kommer sære pibelyde eller ansigtskuløren skifter. Stop dog hvis det bliver ubehageligt – naturligvis. Vejrtrækningsøvelser kan give svimmelhed. Så tænk dig om. Pas på dig selv.

 

Kost

I S-form opererer jeg med følgende kostråd:

  1. Spis. Rigtig. Mad.
  2. Så er der ikke flere kostråd i min butik.

Der kunne tilføjes lange afhandlinger på dette punkt. Men det her er faktisk et fornuftigt sted at starte. Og nåja, så skal du selvfølgelig huske at få vand nok. De kloge mener, at det hedder ca. ½ l. vand pr. 25 kg kropsvægt.

Der sker desværre tit det, at tørsten ‘forsvinder’, hvis man i en længere periode ikke får væske nok. Og så kan det faktisk være svært at skulle huske at få drukket ‘alt det vand’.

Sæt evt. en alarm på telefonen – eller hvad du ellers gør, når der er noget vigtigt, du SKAL huske.

 

Søvn

Søvn er mega vigtigt i forhold til smertehåndtering. Og nok desværre ret overset. Også her findes der rigtig mange gode råd.

I seng mellem 22 og 23. 6-8 timers søvn pr. nat. Op samme tid hver morgen. (Også weekender!) Mørklægning og køligt i soveværelset. Dæmp belysning og undgå ‘skærmlys’ i timerne før sengetid.

Hvis du MÅ sidde bag skærmen om aftenen, så overvej denne løsning, som jeg selv bruger, eller anskaf dig et par søvnbriller.

 

Stress

I ydmyghed over kompleksiteten i dette emne (og ja, for at få rundet indlægget af), vil jeg undlade at kloge mig yderligere her. Men blot nævne, at størstedelen af mine kunder har issues i forhold til stress.

Og desuden et fælles træk, der hedder “Jeg har styr på det. Jeg er ikke stresset.” (Tænk lige over den!)

 

Er du i mål?

Hvis du er i mål med ovenstående punkter (Men er du det..? Helt ærligt?!), så kunne andre forslag være at se på dine relationer. Din arbejdsplads. Din økonomi. Din boligsituation. Er alt i skønneste orden?

Sagen er, at enhver belastning i dit liv potentielt kan forværre dine smerter. Og dermed også potentielt lindre dem, hvis du adresserer problemet.

 

Er der intet at komme efter?

Og har du stadig ondt? Så giv mig et ring. Eller skriv til mig her. For så er det med god sandsynlighed neurologiske faktorer, der trigger dine smerter.

Det oplagte sted at starte ville i så fald være en grundig screening af, hvordan de neurologiske mekanismer bag dit syn, din ligevægt og din ledsans fungerer – eller ikke fungerer.

Her får du brug for assistance fra en professionel med en Z-Health uddannelse. Som undertegnede. Vi er mig bekendt den eneste ‘profession’, som inddrager neurologien bag disse 3 systemer i vores tilgang til smertebehandling.

Vil man gerne være smertefri, er det drønvigtigt, at disse 3 sanser sender knivskarpe signaler til hjernen.

Jeg har skrevet om det her.

 

Med fingrene i pilleæsken

Næste gang du finder dig selv med fingrene dybt i pilleæsken – så bare tag dem! For da vil du ikke være top motiveret for at ændre noget som helst.

Overvej i stedet – lige nu f.eks. – hvad du kunne gøre for at reducere dine smerter. Og lad mig give dig følgende hint med det samme:

1) Vælg ÉT punkt.
2) Implementér.
3) Gentag.

Det var alt for nu.
//Sine