Er du træt af at have ondt?

Så forstår jeg det godt! Smerter dræner både krop og hoved for energi. Især når de står på over tid. Som kronisk smerteperson må man – udover smerterne – ofte leve med trætheden, det manglende overskud og overblik, svigtende humør og koncentration, et liv der ikke leves fuldt og helt – og samtidig en omverden, der kan have overordentligt svært ved at forstå, hvad man kæmper med.

Det bliver man også træt af!

 

Hvis det bare var smerterne!

Sådan siger flere af mine kunder, når de fortæller om, hvor vidtrækkende konsekvenser det kan have at leve med langvarige smerter. “Hvis det bare var smerterne, så klarede jeg det nok” hører jeg ofte. Men det er det jo ikke! Det mest nedbrydende aspekt af de langvarige smerter, er den massive mængde af følgevirkninger, smerterne ofte får:

  • Det er de fritidsaktiviteter, jeg må vælge fra
  • Det er de karrieremål, jeg ikke når
  • Det er de sociale relationer, jeg ikke længere magter
  • Det er de invitationer, jeg må takke nej til
  • Det er de venner, jeg langsomt mister
  • Det er den helt nære familie, som jeg føler, jeg forsømmer
  • Det er den veninde, jeg ikke kan være
  • Det er den hustru og mor, jeg ikke kan være
  • Det er den medarbejder, jeg ikke kan være
  • Det er det menneske, jeg ikke kan være

Det er det menneske, jeg ikke kan være… Av!

Ikke at kunne leve op til sit eget potentiale, kan for mange smerteramte tilføje en ekstra dimension af menneskelig, eksistentiel eller psykisk smerte til en langvarig eller kronisk smertetilstand. Det er det, der bekymrer. Det er det, der frustrerer og fortvivler. Det er det, der rammer humøret. Det er det, der suser rundt i hovedet, når man ikke kan sove om natten. Og det er det, der på den lange bane kan tage magten og modet fra selv den bedste.

 

Vil du gerne have det bedre?

Så start med at anerkende dig selv for den daglige kamp, du kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Vid at du bruger store mængder energi på at være i smerterne 24/7, og at den energi naturligt nok går fra andre ting på din to-do-liste. Sagen er, at du sandsynligvis er stærkere, sejere, og mere rummelig, kærlig og vedholdende, end du måske føler dig. Men energien er ikke ubegrænset! Og en af de bedste ting, du kan gøre for dig selv, er at kigge dit energiforbrug efter i sømmene. Og så sætte benhårdt ind på at finde en lille mængde energi til dig selv. Hver dag! Som du sætter tilbage på energikontoen. I min praksis kalder vi det selvforkælelse, og jeg ordinerer det med rund hånd.

  • læs et ugeblad
  • gå en tur
  • læg dig ned og træk vejret
  • drik en kop te – eller et glas rødvin
  • besøg en ven – eller ring
  • læg dig en halv time på sofaen med katten på maven
  • gør det, der kommer efter sætningen: “Når jeg RIGTIG skal være god ved mig selv, så..”

Og overvej, hvordan situationen ville se ud, hvis det var din bedste veninde, din mor eller din datter, der havde ondt. Hvad ville du så sige til hende? Hvad ville du gøre for hende? Hvad ville du unde hende?

Und dig selv det samme!

 

Men er selvforkælelse smertestillende?

Nogle gange er det faktisk! Men nej, ikke altid. Så det kan måske nok virke lidt let købt bare at ordinere selvforkælelse – og “ved hende der Sine overhovedet noget om kroniske smerter?”

Ja, det gør jeg. En hel del faktisk. Jeg ligger inde med en ganske stor portion teoretisk viden såvel som personlig erfaring, og begge dele bekræfter ovenstående. At de små ting, du gør for at glæde, behage og pleje dig selv, rent faktisk kan reducere dine smerter. Eller i det mindste øge dit velbefindende – og det er vel også noget værd.

 

Som en kunde sagde til mig:

“Det gør ikke så meget ved mine smerter, men jeg har det alligevel bare meget bedre de dage, jeg tager mig tid til mig selv.”

Så før du blot afviser at afprøve strategien, så overvej hvornår selvforkælelse sidst har været fast punkt på din dagsorden. Og jo, der foreligger faktisk videnskabeligt funderede argumenter for, at selvforkælelse kan reducere smerter! Det er en lidt længere historie. Den tager vi en anden gang.

Ps: Denne strategi er en glimrende løsning for dig, der har det lidt stramt med at få at vide, at smerter bare er noget, du må acceptere og lære at leve med. Er du frustreret over at skulle indordne dig efter de begrænsninger, smerterne giver i din hverdag, så hop over og læs indlægget om Begrænsninger, trods og accept-eksem. Du er så langt fra den eneste, der har det sådan.

 

Det var alt for nu.
//Sine