Om begrænsninger, trods og accept-eksem
Når nervesystemet brænder sammen
Det er kendt, at langvarige smerter og tilstande som udbrændthed, depression, angst og PTSD har det med at følges ad og kan udløse hinanden sådan lidt på kryds og tværs.
I min verden giver dette god mening, da samtlige tilstande kan beskrives som forskellige reaktioner på samme ting: Samlet overbelastning af nervesystemet.
Med deres stærkt begrænsende natur er sådanne tilstande uhyggeligt effektive, når det kommer til at holde kroppen i ro og beskytte os mod yderligere overbelastning. Hvor der før var handlekraft og fremdrift, er der nu kviksand, skyklapper eller bare FULDT STOP. Og hvad gør vi så?
Når vi vil mere, end vi kan.
Hvad stiller vi op med begrænsninger, vi hverken kan ændre eller acceptere?
What doesn’t kill you…
“Det, du ikke dør af, gør dig stærkere” hedder det vist. Jeg er vildt uenig!* Det, du ikke dør af, saver dig nogle gange bare midt over, og efterlader dig på maven i græsset med begge hænder bundet på ryggen.
Da jeg for et års tid siden selv lå der og gumlede på en ordentlig luns af plænen, havde jeg sgu ærligt talt svært ved at “se gaven i det”. Det har jeg stadig.
Blev jeg klogere?
Ja.
Var det en lektie for livet?
Ja, det tror jeg da nok!
Fortsætter jeg styrket og taknemmelig gennem livet?
NEJ! Jeg gør ej.
Ville jeg gerne have været denne ulidelige klogskab foruden?
Ja for fa’n!
Bliver man bedre til at slå 6’ere, når man bliver slået hjem i Ludo?
Nej, det tror jeg ikke.
Nuvel, jeg har det fint. Børster støv af skuldrene. Og overvejer hvordan jeg fremover tager den sårbarhed til mig, som muligvis altid var min – men som jeg trodsigt blev ved at tromle henover for fuld “Nu skal jeg den onde..!”
Når man kæmper mod sig selv
Sagen er bare! At det er møghamrende svært. Jeg er nu en gang sådan en, der trives bedst med fuld skrue og max gas. Jeg er et stædigt bette væsen, som normalt kun har hånlatter til overs for modgang og begrænsninger.
Jeg er verdensmester i tilsidesættelse af sund fornuft til fordel for to-do lister og dagsordener og har en eminent evne til at tåle lidelse. Det meste af mit liv har mine resultater og sejre således strålet om kap med min “max gas strategi”.
Jeg har kæmpet – og vundet!
Nu er det bare sådan, at den kamp man har mod sig selv. Den vinder man muligvis. Og så taber man! Sådan vil det nødvendigvis være, når man kæmper mod sig selv.
Og hvad gør man så? Når man ligger der og bider i græsset og nægter at acceptere tingenes tilstand.
(Jaja, du smiler. Læser du med her, fordi du kender bare en smule til at leve med smerter, så VED jeg (åhh jo, jeg gør!) at du godt kender den kamp. Hvad nu f.eks. med sidste gang du insisterede på at [indsæt selv], selvom du godt vidste, at det ikke var hensigtsmæssigt af hensyn til dine smerter? Kan du huske, hvilke bandeord, der efterfølgende kom ud af din mund?)
Jeg er ikke sådan en, der skal hjælpes!
Et modigt menneske insisterede på at hjælpe. Det føltes mest som et overgreb. For jeg ville ikke have hjælp. Jeg ville mosle mig ud af det. Jeg ville give den max gas. Og jeg ville vinde! Lige som jeg plejede.
At modtage hjælp på det tidspunkt var i min bog det samme som betingelsesløs overgivelse og føltes som det ultimative identitets- og kontroltab. Jeg er ikke sådan en, der skal hjælpes!
Men det var jeg. Og min kamp fortsatte. Nu kampen for at modtage hjælp. Midt i en samtale med en psykolog hørte jeg således mig selv udbryde:
“JAMEN DET KAN JEG IKKE ACCEPTERE!”
Jeg VILLE IKKE acceptere
- at min energi havde forladt mig
- at hele mit liv var gået i stå
- at jeg ikke længere magtede min forretning, mine venner eller helt simple hverdagsting
- at min hjerne var brændt så eftertrykkeligt sammen at jeg knapt evnede at formulere mig i hele sætninger
- at samværet med mine nærmeste føltes som en plage (Av? Oh yes, rimelig meget av!)
- at udsigten til at tingene blev bedre var ikke-eksisterende
- at min egen “max gas strategi” på den måde havde tvunget mig i knæ
Jeg var RASENDE! Og magtesløs.
Mentalt hjertestop
Jeg kiggede trodsigt tilbage på psykologen. Hun betragtede mig roligt. Så sagde hun: “Jeg kan ikke så godt lide ordet accept. For hvad vil det egentlig sige at acceptere noget? Jeg vil hellere spørge dig: Kan du indrette dig efter det?”
Og så skete sådan cirka det her:
I et uendeligt splitsekund stod hele verden stille. Bilerne på broen på den anden side af de store vinduer frøs fast i vejbanen. En fugl standsede i luften over hækken ude i haven. Uret (og muligvis mit hjerte) holdt op med at slå. Alt imens mit mentale kalejdoskop lige drejede en kvart omgang.
Bggrrrr… klik. Nyt perspektiv!
“Øhm ja..” mumlede jeg og åndede langsomt ud, “Det kan jeg vel.. Så længe du ikke beder mig om at acceptere det!” (Uforbederlig – selv efter mentalt hjertestop.)
“Okay” fortsatte hun og smilede småt (muligvis en kende overbærende). “Kunne du komme på bare én lille ting, du kunne gøre for at indrette dig efter det?”
Det kunne jeg godt.
Får du også accept-eksem?
Jeg overvejer, om det måske bare er mig, der er helt ufatteligt stædig og stejl og ikke særlig dygtig til at give op. Om mine læsere her på bloggen muligvis har en anderledes fornuftig tilgang til håndtering af bump på vejen.
Mens jeg slår ‘projektion’ op i ordbogen, tænker jeg desuden, at man langt fra altid kan bruge andre folks aha-oplevelser til en pind.
Alligevel runder jeg af med at tilføje følgende:
Skulle du også være sådan et lidt stædigt meningsstabilt gemyt som undertegnede. Og bliver du også en anelse krøllet, når du får at vide, at “det er vigtigt, du accepterer dine smerter.” Måske fordi du da ærligt talt ikke synes, det er fair, at du bare skal leve med de begrænsninger de giver i din hverdag.
Så er du velkommen til at afprøve ovenstående spørgsmål:
Kunne du komme på bare én lille ting, du kunne gøre for at indrette dig efter dine smerter?
Sagen er jo, som jeg tidligere var inde på, at mere smerte giver mere smerte. I det lange løb er det simpelthen en skidt strategi at fortsætte i den spiral.
Like if you like – share if you care
Hvis det her giver mening for dig – eller muligvis for en, du kender. Så send det gerne videre ud i verden.
Det var alt for nu.
//Sine
* Jeg er ikke VILDT uenig. Modgang gør os nogle gange stærkere. Når den altså ikke bare lægger os ned. Jeg har det pænt stramt med, at mennesker, som har brug for ro til at komme sig, konstant påduttes taknemmelighed, selvudvikling og ‘tvangspositivisme’. Men det er et andet indlæg.